Inden vi tog af sted havde jeg haft kontakt med Erasmus koordinatoren på Cerrahpasa, som dengang indgød en vis respekt ved over e-mail at irettesætte Jean-Christophe for at kalde ham ved fornavn. Vi havde overhovedet ingen information fået inden vi tog herned, andet end at semesteret måske startede 19. marts, så vi skrev en mail til Prof. Dr. Med. Celayir, som vi nu havde lært at tiltale ham, og fik en aftale onsdag morgen. Allerede tirsdag tog vi dog ud til fakultetet for at sondere terrænet. Det viste sig at være et stort hospital med et mylder af patienter, læger og studerende overalt. Med en blanding af et utroligt skrantende tyrkisk og korte ukorrekte engelske sætninger (det er mærkeligt, at man rent faktisk forestiller sig at folk på magisk vis pludselig forstår, hvad man siger, hvis man bare forringer sit engelske nok. Det virker altså ikke.) lykkedes det os at finde det medicinske bibliotek med læsesale etc. Her havde vi en længere diskussion med en tyrkisk vagt, der på samme vis som os med vores dårlige engelsk troede, at vi pludselig forstod hende, hvis hun skrev alt, hvad hun sagde ned. En langsommelig proces der ikke lettede kommunikationen, men dog fik os i kontakt med en travl studerende, som efter at have oversat for os indvilligede i at vise os rundt. Egentlig spurgte vi bare om det var ok, hvis vi kiggede os omkring i biblioteket, men han misforstod vist. Det endte i hvert fald med en rundtur på hele hospitalet. Det blev en ret spøjs oplevelse, der førte os rundt til afdelinger i mange forskellige stadier af enten forfald eller modernisering. Skadestuen mindede mest af alt om et indisk provinshospital, dog med et betragteligt mindre menneskemylder, mens børnekirurgisk afdeling, hvor Dr. Celayir regerer, næsten kunne have befundet sig på ethvert dansk hospital. Rundturen førte os også til de yngre lægers pauselokale på general surgery, hvor de mandlige læger drak the og kvinderne lagde make-up. Her mødte vi en ven af vores guide, der var færdiguddannet læge og under oplæring som kirurg, og som straks tilbød os at overvære en af hans operationer. Vi skulle bare komme når vi ville, men ringe 30 min. i forvejen, så han kunne nå at skaffe tog til os. Alle var i det hele taget så utroligt venlige og imødekommende, at det var helt overvældende, og jeg kunne ikke undgå at få bare lidt ondt i maven ved tanken om, hvilken modtagelse en tilfældig tyrkisk udvekslingsstuderende ville få på et dansk hospital.

Vores tyrkiske guide, en 12. semesters medicinstuderende, der ved vores møde havde været temmelig stresset, besluttede sig på et tidspunkt under rundturen for at tilbringe resten af dagen med os. Et tilbud, der var svært at sige nej til, selvom vi på det tidspunkt var utrolig trætte efter at have gået hele vejen fra lejligheden til hospitalet og vores rundvisning her. Han endte med at køre os rundt til sin yndlingscafe og –restaurant. Det var utrolig sødt af ham og ganske hyggeligt, men til sidst nåede vi også et punkt, hvor vi følte os lidt som gidsler i hans iver efter adspredelse og kontakt med udlændinge.

Dagen efter tog vi igen ud på Cerrahpasa til vores møde med Dr. Celayir, hvor vi så frem til at få lidt overblik over vores ophold på hospitalet. Noget jeg siden hen helt har opgivet nogensinde at få. Dr. Celayir viste sig dog at være en svær mand at støve op. Føst brugte vi en halv time på at finde den rigtige afdeling. Cocuk Cerrahisi (børnekirurgisk) kunne ligge på helt forskellige etager alt efter hvem vi spurgte, og da vi adskillige trapper senere fandt feem til den rigtige afdeling var Celayir blevet indkaldt til en akutoperation. Vi stod nu på rimelig bar bund, men efter en tur omkring bl.a. thoraxkirurgisk og googles oversættelsesside blev vi henvist til en sekretær på det engelske institut. Det lykkedes os at finde hende, men hun syntes utrolig uvillig til at snakke med os og pegede blot ud i en form for reception, hvorfra vi igen blev henvist til to stole på gangen. Til sidst blev der tilkaldt en elev, der skulle agere tolk, men hans eneste budskab til os var, at på Cerrahpasa, skulle man selv ordne, hvad ordnes skulle.

Vi følte ikke rigtig vi var kommet nogle vegne, men der var heller ikke tegn på,at vi kunne opnå mere den dag, så vi tog hjem, og håbede at et møde med Dr. Celayir senere på ugen ville bringe os nærmere målet.

Ud over de dejlige naboer er lejligheden – som det ses på billederne – også ret fin.